Figuren i Skriget skriger ikke

Det er let at overse - maleriet er så berømt, at det er blevet til en emoji, en halloweenmaske, et meme. Men se på hænderne. De er presset fladt ind mod siderne af hovedet, klemt hårdt over ørerne. Munden står ganske vist åben. Men det her er ikke et menneske, der sender lyd ud i verden. Det er et menneske, der prøver at holde lyd ude.

Edvard Munch var meget præcis i sin beskrivelse af, hvad der foregik. I en notesbogsoptegnelse dateret 22. januar 1892 skrev han:

"Jeg gik bortover veien med to venner - solen gik ned - pludselig blev himmelen blodig rød - jeg stansede, lænede mig træt til gjærdet - der var blod og ildtunger over den blåsorte fjord og byen. Mine venner gik videre, og jeg stod igjen skjelvende af angst - og jeg følte det store, uendelige skrig gennem naturen."

Et uendeligt skrig gennem naturen. Ikke noget, der kommer fra figuren. Noget, der bevæger sig gennem alt omkring den. Læs den beskrivelse igen, og se så på maleriet. Hænderne over ørerne fortæller en helt anden historie, end den de fleste går ud fra.

Det er et meget andet maleri, end de fleste tror, de ser på.

Mindre, end man skulle tro

Maleriet måler 91 × 73,5 cm, omtrent på størrelse med et mindre sofabord. Man kunne holde det med begge hænder. Den intimitet betyder noget. Det her er ikke et stort, monumentalt værk skabt til at fylde en museums væg. Det er et privat angstanfald, gengivet på pap.

Ja. Pap. Ikke lærred. Ikke en omhyggeligt forberedt træplade. Munch arbejdede med olie, tempera og pastel på pap - en kombination, der giver overfladen en ru, let mat kvalitet. Farverne virker kridtagtige og febrile snarere end rige og mættede. Valget af materiale var ikke tilfældigt. Munch arbejdede ofte på pap og uprimerede overflader. Angst skal ikke se poleret ud.

MUNCH i Oslo forklarer, at alle versioner af Skriget blev skabt på pap eller papir, hvilket gør dem langt mere skrøbelige end oliemalerier på lærred. Malerierne kan ikke hænge permanent fremme, de vises på skift for at begrænse lyspåvirkningen. Der er noget meget passende i dét. Det mest ikoniske billede på menneskelig angst er for skrøbeligt til at blive set på alt for længe.

Himlen, som ikke bare er rød

Himlen i Skriget er ikke én enkelt farve. Den er bygget op af horisontale strøg af orange, gult og dyb karminrød, som flyder ind i hinanden som et blåt mærke, der opstår i realtid. Forskere har diskuteret, hvad der inspirerede den - nogle peger på Krakatoas vulkanudbrud i 1883, som farvede solnedgangene blodrøde over store dele af den nordlige halvkugle i månedsvis. Andre bemærker, at perlemorsskyer, som forekommer naturligt på norske breddegrader, kan skabe slående lignende effekter.

Under himlen ligger fjorden i en næsten kvalmende blåsort tone, fuldstændig ligeglad med voldsomheden ovenover. Vandet er ligeglad. Det er de to figurer i baggrunden - Munchs venner fra aftenturen også. De går videre, to mørke lodrette streger, helt uberørte.

Og figuren står alene. På en bro, sandsynligvis ved Ekeberg i Oslo med udsigt over Oslofjorden, er alt ved kroppen forkert med vilje. Ansigtet er kranieagtigt, kønsløst, næsten fosteragtigt. Kroppen har ingen tyngde. Den bølger som landskabet omkring den, som om skriget, der bevæger sig gennem naturen, opløser grænsen mellem menneske og omgivelser.

Det er dét, Munch ramte så præcist ved angsten. Den føles ikke indespærret i kroppen. Den føles, som om hele verden vibrerer på en frekvens, kun du kan høre.

Detaljen, de fleste går forbi

Se på rækværket på broen. Det skærer diagonalt hen over nederste venstre del af maleriet - en hård, lige, geometrisk linje, der flænser sig gennem alle de bølgende, organiske former. Rækværket og broen er de eneste lige linjer i hele kompositionen.

Broen er den menneskeskabte verden. Det rationelle, strukturerede, opførte miljø. Og den er ved at blive overvældet af det organiske, ukontrollerbare landskab. Civilisationens rette linjer over for naturens skrigende kurver. Figuren står præcis dér, hvor de mødes - fanget mellem begge, hjemme i ingen af dem.

Når man først får øje på den spænding mellem det geometriske og det organiske, organiserer hele maleriet sig på ny. Hvert eneste element står i samtale med den diagonale linje.

“Kan kun være malet af en gal Mand”

Der er endnu en ting i det her maleri, som de fleste aldrig ser. I øverste venstre hjørne, med bittesmå blyantsbogstaver, næsten usynlige for det blotte øje, står der skrevet: “Kan kun være malet af en gal Mand!”

I årtier antog kunsthistorikere, at det var hærværk, en fornærmet kritiker, en museumsbesøgende med en mening. Men i 2021 bekræftede Norges nationalmuseum gennem infrarød fotografering og håndskriftsanalyse, at indskriften var skrevet af Munch selv.

Den sandsynlige anledning var, at Skriget i oktober 1895 blev vist for første gang i Munchs hjemby Kristiania, det nuværende Oslo. Modtagelsen var brutal. En medicinstuderende ved navn Johan Scharffenberg satte offentligt spørgsmålstegn ved Munchs mentale tilstand under en studentedebat. Henrik Grosch, som dengang var direktør for Kunstindustrimuseet, skrev, at Munch ikke længere kunne betragtes som et alvorligt menneske med en normal hjerne.

Munch, hvis far og søster begge led af depression, og som selv blev indlagt efter et nervesammenbrud i 1908, blev dybt ramt. Han skrev gentagne gange om den aften i sine dagbøger. Og på et tidspunkt, sandsynligvis kort efter, tog han en blyant og ridsede de ord ind i hjørnet af sit eget maleri.

Var det bitterhed? Ironi? Selverkendelse? Nationalmuseets kurator Mai Britt Guleng kalder det “både en såret og en sarkastisk kommentar.” Når ordene kommer fra kunstneren selv - en mand, der tydeligvis ikke mente, at han var gal - læser man dem som et forsøg på at tage kontrollen over fortællingen. Hvis verden ville kalde ham sindssyg for at male, hvordan angst føles, kunne han lige så godt komme dem i forkøbet.

Hvorfor det stadig rammer

Skriget er blevet reproduceret så mange gange - på krus, mobilcovers, oppustelige kostumer - at det er let at glemme, at det er et maleri af ægte psykisk lidelse, skabt af et menneske, der selv var psykisk plaget. Munch optrådte ikke. Han provokerede ikke bare for provokationens skyld. Han forsøgte at male, hvordan angst føles indefra, på et tidspunkt hvor man endnu ikke havde et klinisk sprog for den.

Maleriet holder stadig fast i os, fordi følelsen ikke er forsvundet. Det er ikke sikkert, at du har stået på en bro med udsigt over en fjord. Men du har sikkert stået et helt almindeligt sted - i et supermarked, i en bilkø, under dit eget loft klokken to om natten, og mærket noget stort og navnløst bevæge sig gennem dig. Noget, du ikke kunne forklare til personen ved siden af dig, som så ud til at have det helt fint.

Det er skriget. Stadig på vej gennem naturen. Munch fandt bare ud af, hvordan man gør det synligt.

Malede Munch ikke fire versioner af Skriget?

Jo: to malerier, to pasteller og et litografi, skabt mellem 1893 og 1910. De er alle sammen lidt forskellige. Pastelversionen fra 1895 blev solgt hos Sotheby’s i 2012 for næsten 120 millioner dollars. Versionen fra 1893 hænger på Norges nationalmuseum i Oslo; temperaversionen fra 1910 vises på skift på MUNCH, også i Oslo.

Er Skriget blevet stjålet?

To gange. Nationalgalleriets version blev stjålet i 1994 på åbningsdagen for vinter-OL i Lillehammer - tyvene efterlod en seddel med ordene: “Tak for den dårlige sikkerhed.” MUNCHs version blev stjålet ved et væbnet røveri i 2004 og fundet igen i 2006, lettere beskadiget. Maleriet vækker tilsyneladende også stærke følelser hos kriminelle.

Hvor kan man se det i Oslo?

Både Nationalmuseet og MUNCH ligger centralt i Oslo, og begge har en version af Skriget. MUNCH viser deres på skift på grund af pappets skrøbelighed, så det er en god idé at tjekke på forhånd, hvis du planlægger et besøg specifikt for at se det.

FAQ

Skriger figuren i Skriget faktisk?

Nej. Munchs egen dagbogsnote beskriver en gåtur ved solnedgang, hvor han fornemmede "et uendeligt skrig gennem naturen". Figuren presser hænderne mod ørerne for at lukke skriget ude, ikke for at frembringe det.

Hvor mange versioner af Skriget findes der?

Fire: et maleri fra 1893 og en pastel fra 1893, en pastel fra 1895 og et maleri fra omkring 1910, plus en litografisten fra 1895. Munch vendte tilbage til motivet i næsten to årtier.

Hvor kan jeg se Skriget?

I Oslo. Maleriet fra 1893 hænger på Nationalmuseet i Norge, og Munchmuseet har andre versioner. Pastellen fra 1895 er privatejet; den blev solgt på auktion i 2012 for omkring 120 millioner dollar.