Frida Kahlo: Kunstneren der gjorde selvportrættet politisk

Tredive. Det er nogenlunde det antal operationer, Frida Kahlo gennemgik i sit liv, ifølge de biografer og læger, der har forsøgt at tælle dem. Rygsammenvoksninger, knogletransplantationer, et korset lavet først af gips, siden stål, siden læder, tilpasset en rygsøjle et jerngelænder havde smadret, da hun var atten. De fleste af hendes malerier blev lavet i pauserne mellem de operationer, støttet op i sengen, kigget ind i et spejl hendes mor havde monteret på sengehimlen over hende.

Den 17. september 1925 kolliderede den trærambus, Kahlo sad i, med en sporvogn i Mexico City. Et gelænder gik gennem hendes bækken. Rygsøjlen brækkede tre steder, kravebenet og flere ribben knækkede, højre ben fik brud elleve steder, og højre fod blev knust. Hun blev ikke forventet at kunne gå igen. Hun tilbragte tre måneder i en helkropsgips og begyndte at male for at fylde timerne, ved hjælp af et specialbygget staffeli, der lod hende arbejde liggende på ryggen.

Af de omkring 200 malerier, hun lavede før sin død i 1954, regner kunsthistorikere cirka 55 som selvportrætter. "Jeg maler selvportrætter, fordi jeg så ofte er alene, fordi jeg er den person, jeg kender bedst," sagde hun. Læst alene lyder det som en privat vane. Ser man på de faktiske malerier, læses det snarere som en politisk praksis, gentaget i tredive år.

Hvorfor Tehuana-kjolen ikke bare var en dragt

Kahlo malede sjældent sig selv i almindeligt tøj. Igen og igen bærer hun de lange, broderede nederdele og huipiler fra Tehuana-kvinderne i Oaxaca, en matriarkalsk zapotekisk kultur, der gik forud for den spanske kolonisering. Mexico i 1920'erne og 30'erne genopbyggede en national identitet efter sin revolution, og en stor del af den genopbygning gik gennem kunsten. Diego Rivera malede murmalerier, der genindtog oprindelig og mestizo-historie på regeringsbygningers vægge. Kahlo gjorde noget mere stille, men lige så pointeret: hun satte den samme genindtagede identitet på sin egen krop, i sit eget spejl, og derefter på lærred.

Hendes mor var mestiza, hendes far en tysk-jødisk immigrant. At vælge Tehuana-kjolen, igen og igen, var ikke neutralt. Det var en erklæret loyalitet, malet ind i det ene motiv, hun havde konstant adgang til.

Malerierne ingen andre lavede

I 1932, mens hun boede i Detroit med Rivera, fik Kahlo en spontan abort. Hun malede Henry Ford Hospital samme år: sig selv på en hospitalsseng, nøgen, blødende, forbundet med røde snore til et foster, en snegl, et bækken, en maskindel, alt sammen svævende omkring hende som medicinsk affald. Ingen andre malede kvindeligt reproduktivt tab sådan i 1932. Det var hverken dekorativt eller abstraheret til metafor. Det var klinisk, og det var hendes.

Tolv år senere, efter endnu en rygoperation, malede hun The Broken Column: overkroppen flækket op, en gammel, smuldrende jonisk søjle i stedet for hendes rygsøjle, søm banket ind i den bare hud, tårer på ansigtet, men ansigtsudtrykket ellers fladt. En krop i smerte, vist som arkitektur, der bryder sammen. Handicap som motiv, årtier før det overhovedet var en anerkendt kategori i kunstkritikken.

Ved slutningen af sit liv havde hun flettet sin krops historie direkte sammen med sin politiske. Marxism Will Give Health to the Sick (1954), malet det år hun døde, viser hende, mens hun slipper sine krykker, holdt oppe af en kæmpe hånd, der stikker ud af en kommunistisk due. Hun havde meldt sig ind i det mexicanske kommunistparti igen i 1948. Maleriet er ikke subtilt, og det var ikke meningen, det skulle være.

Et ægteskab, der også endte på lærred

Kahlo giftede sig med Rivera i 1929, blev skilt i 1939 og giftede sig igen i 1940. Undervejs havde han en affære med hendes yngre søster Cristina. Hun havde sine egne affærer, angiveligt inklusive en med Leon Trotskij, der boede sammen med parret i Casa Azul, deres kobolt-blå hus i Coyoacán, i 1937.

The Two Fridas (1939), malet omkring skilsmissen, viser to versioner af hende siddende side om side, hænder holdt sammen, hjerter blottet og forbundet af et enkelt blodkar. Den ene Frida bærer en hvid, europæisk kjole, hjertet skåret op og blødende. Den anden bærer Tehuana-kjole, hjertet intakt. Det er et bruddmaleri og et identitetsmaleri på samme tid, hvilket nogenlunde er, hvordan Kahlo arbejdede. Det personlige og det politiske var aldrig adskilte kategorier for hende. Det var det samme lærred.

Det, der stadig rammer

Museo Frida Kahlo, Casa Azul, hvor hun blev født, boede og døde, er en mindre bygning, end de fleste besøgende forventer, når de går op til den. Flere af hendes selvportrætter er også fysisk små. Self-Portrait with Thorn Necklace and Hummingbird måler 63,5 gange 49,5 centimeter, cirka på størrelse med et stort køkkenvindue. Det spring, mellem hvor monumentale malerierne føles i reproduktion, og hvor intime de faktisk er i den rigtige størrelse, er en del af grunden til, at folk planlægger rejser omkring at se dem i virkeligheden (eller, hvis en flyvetur til Mexico City ikke er en mulighed, i det mindste slår de rigtige mål op, før de beslutter, hvor et print af et af dem skal hænge).

Tredive operationer. Femoghalvtreds selvportrætter. Én kunstner, der besluttede, at det ikke var selvoptagethed at male sit eget ansigt igen og igen. Det var den mest direkte måde, hun havde til at argumentere for, at en krop i smerte, en kvindes krop, en oprindeligt identificeret krop, hørte til i den politiske samtale, ikke kun den medicinske.

FAQ

Hvorfor malede Frida Kahlo så mange selvportrætter?

Kahlo malede omkring 55 selvportrætter ud af cirka 200 værker, i høj grad fordi lange restitutionsperioder efter hendes bus-ulykke i 1925 holdt hende sengeliggende med et spejl som sit primære tilgængelige motiv. Hun sagde selv, at hun malede sit eget ansigt, fordi hun kendte det bedst.

Hvad skete der med Frida Kahlo i hendes bus-ulykke?

Den 17. september 1925 kolliderede en bus, hun sad i i Mexico City, med en sporvogn. Et jerngelænder gennemborede hendes bækken, rygsøjlen brækkede tre steder, og højre ben og fod blev slemt knust, hvilket førte til anslået tredive operationer resten af hendes liv.

Betragtes Frida Kahlos kunst som politisk?

Ja. Hendes gentagne brug af Tehuana-kjolen bekræftede oprindelig mexicansk identitet efter den mexicanske revolution, og senere værker som Marxism Will Give Health to the Sick afspejlede direkte hendes medlemskab af kommunistpartiet, hvilket gør hendes selvportrætter til en form for politisk udsagn snarere end simpel selvdokumentation.

Hvor kan man se Frida Kahlos malerier i dag?

Den største samlede samling findes på Museo Frida Kahlo (Casa Azul) i Coyoacán, Mexico City, hendes families hjem. Andre store værker, inklusive flere selvportrætter, opbevares på museer som MoMA i New York og Harry Ransom Center i Texas.